Sportspension og Skjern Bank

Med en ratepension, specialsyet til sportsudøvere, er der særligt gunstige muligheder for at lette det karriereskift, som især mange professionelle idrætsudøvere står overfor, når de stopper den aktive sportskarriere.

Sportspensionen er målrettet idrætsudøvere under 40 år, som har løn- og/eller sponsorindtægter, og som evt. også modtager præmiepenge og bonus’er i forbindelse med udøvelsen af deres idræt.

Den maximale indbetaling reguleres hvert år, og udgør kr. 2.154.500. Det beløb, der indbetales, må dog aldrig overstige det beløb, som idrætsudøveren har indtjent på sin sport.

Sportsudøveren kan trække hele indbetalingen fra på sin selvangivelse. De almindelige regler på ratepensionen om fradragsloft på 63.100 kr. årligt gælder således ikke for denne specielle ordning.

Udbetaling over max 10 år
Udbetalingen af en Sportspension skal ske over højest 10 år, og starte inden idrætsudøveren fylder 40 år. Udbetalingerne beskattes som skattepligtig indkomst.

Evt. overskydende beløb, som ikke er udbetalt, når de 10 år er gået, udbetales som almindelig ratepension, når idrætsudøveren når alderen for udbetaling af pension.